Kald mig bare en fårking spejderdreng.... Kald mig blot en urealistisk og naiv romantiker... Kald mig gerne et fjols, der ikke ser verdens ambitiøse rundsaven os frem i samfundet, i øjnene... Kald mig sågar en tosse...
Men gladest bliver jeg, hvis du kalder mig en nar, der ikke skal blande sig i dit liv, gøren og laden... For det vil betyde, at jeg har "ramt" dig - bare en lille smule...
Jeg er forholdsvist strengt opdraget, men i opdragelsen lå også både kærlighed og et dybt budskab om såvel en vis portion takt og tone samt næstekærlighed og respekt for sine medmennesker. Når de andre drenge begyndte at sparke til deres første stykke sammensyede skind med luft, trådte jeg således danseskoene på de voksede gulve - med vandkæmmet hår og pomade. Først mange år senere fik også jeg lyst til at sparke.
At jeg så valgte, at blive "mønsterbryder" og selv vende/agere radikalt i forhold til mine forældre, betyder ikke at jeg smed mange af de ting som jeg fandt "sunde" over nærmeste skulder - men integrerede dem i stedet som en naturlig og selvfølgelig del af min personlighed.
Og hvor vil jeg så hen med dette indlæg?
- Flere steder - men ikke uden yderligere forudgående forklaring på mit opråb.
Jeg er hverken religiøs eller på anden vis troende. Dog tror jeg på mig selv og på det gode i andre mennesker. Men ordet næstekærlighed står alligevel som et buzz-word for min indre skærm - sammen med respekt for hinanden. Og uanset hvilken trosretning eller mangel på samme som du måtte have tilhørsforhold til tror jeg, at der findes et eller flere "bud" der er synonymt med næstekærlighed. Jeg tænker på det hensyn vi udviser hinanden i det daglige samt den hjælpsomhed vi i samme åndedrag praktiserer.
Og det er netop hovedet på sømmet i mit opråb. Vi er (blevet?) så egoistiske, navlepillende, navlebeskuende, jeg-er-mig-selv-nærmest-og-vil-for-enhver-pris-først... Vi er utålelige bag rattet på en bil, i trafikken generelt, når vi går på gaden, når vi entrer en bygning eller forlader samme, når vi stilles i en situation, hvor et andet menneske godt kunne bruge en hjælpende hånd... Og mange flere situationer. Eksempler? Dem har jeg masser af, så lad mig give et par stykker..
- Er klar over at vi kan have travlt, men har vi ALLE lige travlt hver morgen? Det virker sådan... Den eneste vej der er farbar på motorvejen er efterhånden i det inderste spor, for alle vil overhale og "først"... For hvad? For at nå destinationen 2-4 minutter før? - For det er det der reelt er tale om... Hvorfor ikke køre 5 minutter før så? Fordi det mere er "mig" som begreb, der er vigtigst? Og de andre må bare vige, fordi jeg ikke kan finde ud af at planlægge min tid bedre - og dermed have overskuddet til at lade et par medbilister få forkørselsret og måske have udvist venlighed og hjælpsomhed?
- I metroen oplever jeg hver dag, at mine medmennesker blot maser og aser for at komme "først" - imens en mor med hendes barnevogn/klapvogn pænt må vente og vige for disse enormt vigtige individualistiske individer.. Eller den ældre person der er svær til bens og har stok eller rollator... For tænk engang, hvis der ikke var plads til mig - hele verdens centrum... (ufatteligt så mange "centrummer" denne verden iøvrigt indeholder) Og der er jo 3 minutter til det næste metro-tog kommer - så jeg skal med det her, uanset hvad..
- Og selvsamme mor eller ældre person skubbes ofte også i baggrunden, når vi skal have vores retmæssige plads i bussen. OG kun ganske få tilbyder hjælp til moren med klapvognen, indtil en barmhjertig sjæl overgver sig - ofte ikke af lyst (man kan tyde meget ud af kropssprog) - men fordi det da ellers ville være så ganske forskrækkeligt, hvis bussen blev et minut forsinket. Det er jo et minut, der går fra vores timeregnskab...
- Og hvor ofte oplever jeg ikke i løbet af en ganske almindelig uge, at træde ind i fx Magasin eller Illums - eller en hvilken som helst anden bygning, der endnu har manuelle døre - at nok holdt en person foran mig måske døren, men jeg behøver da ikke udvise samme venlighed overfor den der kommer efter mig.. Småkage!!! Og Wupti.. Der røg næseroden så på en lille dreng - eller førnævnte klapvogn baldrede ind i døren.. Selvfølgelig uden, at vi så meget som ænsede resultatet af vores udprægede mangel på hjælpsomhed og respekt!
Jeg kunne fortsætte med et utal af historier fra den virkelige verden - råt for usødet, men jeg tror (håber) måske en overvejende del af læserne af dette indlæg, har forstået....
Og hvad så?
Var det så det? Nu har ham der, den simple håndværker hældt sin galde ud og vi stod tilfældigvis som modtagere... Er det så det? Farvel og tak fordi du fik luft og velbekomme til mig der modtog din galde?
Nej... Jeg vil gerne gøre en forskel. Eller prøve på det.. Og foruden at lukke medtrafikanter ind i trafikken, holde tilbage for fodgængere ved fodgængerovergange - og gerne spærre to vognbaner hvis det er to vognbaner der er, springe til og hjælpe moren op - gerne foran de øvrige passagerere - i bussen og tilbyde mit sæde til den ældre osv, har jeg nu fundet en forholdsvis enkelt metode: Hver gang jeg har muligheden, stiller jeg mig gerne i vejen for dem, der gerne vil skære ind foran moren og hendes klapvogn eller den ældre svagt gående.. Og jeg gør det demonstrativt! Ligesom jeg gerne forklarer kontant - med et smil på læben - hvorfor jeg fandt det nødvendigt, overfor såvel et ungt som et voksent menneske.. At jeg en dag får en på låget er nok utvivlsomt, men så kan jeg glæde mig over, at jeg måske i mellemtiden har fået bare ét medmenneske til at stoppe op og reflektere over dennes fortravlede hverdag og minutregnskab. Og kan jeg blot ændre 1 persons attitude, så har det været det hele værd...
Så oplever du, at en grånende mand pludselig spærrer dig vejen i metroen, ved bussen, i S-toget eller et af de andre toge - så pænt goddag... ;o)
Men i bund og grund er jeg blot en simpel håndværker, der er ved at brække sig over manglen på respekt for vore omgivelser...
