Mand eller mus?

For et stykke tid siden havde jeg en snak med en meget beundringsværdig kvinde, der har måttet gå så grueligt meget igennem... Og hun spurgte mig på et tidspunkt i "samtalen", hvorfor der er så mange "svagpissere" derude - mænd der ikke er i stand til at håndtere en stærk kvinde...


Nu skal dette indlæg ikke handle om ligestilling... Dét emne har jeg allerede tænkt mig at grave mig ned i, i et særskilt indlæg da det rummer rigtig mange vinkler og aspekter, som hurtigt vil blive endnu mere omfattende end dette indlæg... Men planen er at vende, vægte og veje de forskellige elementer, der er relateret til "ligestilling anno 2010" i det kommende indlæg om kort tid.

Men da indlægget om "Mand eller Mus?" er berørt at ligestillingens styrker og svagheder, kan jeg ikke undgå at komme til at berøre det perifært.. Har du dog lyst til, at kommentere på indlægget - så prøv at holde dig til emnet og lad "ligestillingsproblematikken" ligge - som et særskilt emne jeg meget gerne vil berøre snart - og ingen tvivl om, at det nok skal skabe ravage i gaden - hvis der er nogen der gider læse det....

Nu skal jeg nok får nogle tæv, meeeen.....! Meeeeen.... Indledningsvist vil jeg sige, at jeg grundlæggende går 100% ind for ligestilling.. Men "emnet" favner vidt og indeholder så forbandet mange tvetydigheder - set fra såvel kvindens som mandens side... For hvad er 100% ligestilling egentlig for en størrelse? Vi taler om bl.a. forældremyndighed mv, værnepligt, ligeløn, virksomhedsledelse, barsel og meget meget mere.. Alt dét har jeg - selvfølgelig en mening om ;o) - men lad nu det ligge.. Der er nemlig også issuet om stærke kvinder...

Til trods for min holdning og opbakning til ligestilling, så hylder jeg nemlig stadig "den lille forskel", for uanset hvor hykleriske vi end er og forestiller os, at kvinder og mænd nogen sinde kan være ens, så er jeg lodret uenig i dette.. Og jeg mener heller ikke det er noget vi skal (op)-søge...

Og hvorfor så ikke det?

Jo, fordi vi er forskellige... Det har vi alle dage været og det vil vi - forhåbentlig - alle dage være.. Det ligger sågar i vores ur-instinkter.. Jægeren og samleren... Kvinder skal være kvinder.. Mænd skal være mænd... Jeg tror der er en direkte parallel mellem antallet af skilsmisser og brudte forhold, fordi "hver side" (frivilligt eller ufrivilligt) møver sig ind på "den andens domæne"... Og det skal skabe forvirring.. Det kan ikke være anderledes... For nok må/skal manden gerne have en blød og en hård side, men det er de færreste kvinder som finder ham særligt mandig, hvis han sidder med nål og tråd, og stopper strømper.... Ligesom det ville være svært vanskeligt at finde dén kvinde feminim, hvis det er hende der griber boldtræet om natten fordi det pusler ude i garagen, mens manden kryber sammen i hjørnet med ungerne.. Metaforisk hårdt er det trukket op - men jeg tror det er tilpas for at forstå min pointe.. Jeg hylder den lille forskel.. At vi kan supplere hinanden stedet for at skulle kunne det hele sideløbende... For hvor er så ying og yang - det maskuline versus det feminine?

Nu stemples jeg sikkert som mandschauvanist, men dem der kender mig vil beskrive mig som det stik modsatte... Jeg respekterer kvinden og alle hendes instinktive færdigheder, der så langt overgår mine på rigtig mange områder - og jeg bliver glad, når jeg bekræftes i, at hun også respekterer mine ditto..

Og jeg kan godt håndtere og tiltrækkes af en stærk kvinde og leve sammen med hende - uden de problemer, der ofte opstår... Men jeg tror, at en del mænd føler sig truet på netop deres maskulinitet og hurtigt kan komme til, at føle sig underlegne når deres indtægt fx overgås af kvindens (jægeren, der ikke bringer bytte hjem til arnen, mens han ser kvinden har overtaget dette område i familien/gruppen)... På samme vis, er der en masse andre områder, hvor manden kan føle sig truet (ofte helt ubevidst) på sin maskulinitet og dermed sin identitet...

Og det er hér kommunikation og respekt for hinanden - og for det maskuline kontra det feminine bør dyrkes... Hvis hun ellers "vil" ham og forholdet, bør hun give plads til - og dyrke - kompensationer ift hvor han nu er "underlegen"...

Dvs, at andre maskuline områder kan dyrkes og opmuntres og "forstærkes" ... på samme vis den modsatte vej, for hånden på hjertet kvinde: I finder det ikke ret længe interessant, at hans maskulinitet drukner og bliver mere og mere ikke-tilstedeværende i jeres forhold, vel?

Så bliver det kedeligt... Og der er ikke modspil/"modstand" nok... Så for at "markere" den lille forskel skal I som kvinder også dyrkes mere - på det feminine område.. I skal tiere have blomster og tages med ud at spise og m.m.. Det lyder som det rene svir, men han skal gøre det og tage initiativ til det.. Så optoner han kvinden/jeres feminine side... Og i bidrager begge til at ære og puste "den lille forskel "op..

Men jeg kan godt forstå, at nogle mænd "ryger i svinget"... For debatten i - og samfundets "udvikling/afvikling" iøvrigt - er blot med til at forstærke billedet... Og jeg tror, at dét billede bliver så stort og altoverskyggende, at de ikke evner at komme ud over det, men bliver handlingslammede... Og det er en stor skam...

Som kvinden så rigtigt udtalte:
"At være psykisk stærk er jo ikke ens betydende med at man aldrig vil være svag, at man aldrig vil bæres på hænder, at man aldrig vil overraskes af en stærk MAND og bare ha lov at være den lille svage pige der bliver båret igennem livet.

Men det kræver en særlig forståelse fra manden at kunne fatte og gribe den bold!! Og det er der sgu ikke mange mænd der KAN!! De fleste vil enten være "overdominante og styrende" ..og dermed forsøge at stjæle styrken for at gøre mig svag, og vi skal kæmpe om alt og intet konstant .. og hvem gider det i det lange løb??

Eller også bliver de til mus .. og dermed uinteressante ..

Jeg SKAL ha modspil. Men jeg SKAL også ha ros, komplimenter, overraskelser og frihed til at dyrke min egoistiske styrke .. til gengæld får den udvalgte de samme vilkår som jeg ;-)"


Overdominante og styrende... Hmm.. Nogle gange bliver jeg en lille bitte smule flov over, at være mit køn bevidst... Vi er som mænd nu er, men vi er sgu skråt snævertsynede gang på gang... Forklaring: Mænd er meget rationelt styrede.. Der er sort... og der er hvidt... Og manden er jo i ligeså høj grad påvirket af det konstante mediepres der findes i hverdagen... Lidt ligesom unge piger, der tror, at de skal identificere sig fuldstændig blindt i idealer, der er medieskabt og massivt presset ned over hovedet på dem... Manden er på mange måder samtidig en lille dreng.. Han hører konstant, at så skal han det ene øjeblik være blød, så skal han det næste være hård, så skal han deltage mere aktivt i hjemmets sysler, så skal han stadig være den der klarer de typiske mandeting, og så skal han dit og så skal han dat... Alt sammen for at imødekomme kvinden... Og til forskel fra kvinder, så er vi meget tillukkede omkring de tanker vi går med, der omhandler disse problematikker... Og det er ikke normalt ,at vi vender dem med vores mandlige omgangskreds - i al fald ikke i et omfang der batter... For det er jo et svaghedstegn, hvis vi ikke mener vi kan overskue/gennemskue problematikken selv... Og resultatet bliver, at til sidst drukner manden ofte i det.. kan ikke finde ind i sin rolle - og i stedet for at skære igennem, sygner han hen... Han bliver behagesyg... En pleaser...

Men hvorfor?
Fordi det for manden er nemmere, at træffe en beslutning ud fra et rationelt synspunkt... Hvis han ikke kan finde ind i sin rolle, og har svært ved at finde løbemønstre mv, så er hans umiddelbare løsningsmodel - på et ubevidst plan - at "jeg gør det jeg kan finde ud af, og så er det sikkert ok godt..." For det er jo ikke, at gøre ingenting.. Og så må hun sige til, hvis hun ikke finder det godt nok... Men det er ikke sikkert, at kvinden vælger, at ytre sin mening.. Og så har vi balladen! Jeg har personligt selv været der tidligere i mit liv, og havner der ikke igen!

Men hvorfor gør mænd de ting? Hvorfor behager de kvinden i en sådan grad, at de ubevidst giver kvinden kvalme og afstandstagen ift mandens (manglende) maskulinitet? Fordi han ikke ved bedre, og synes han gør sit bedste! Og de små ting, som han er nød til at gradbøje, er ikke som de fleste kvinder tror: Et stort indgreb i hans integritet! Han er nemlig stadig rationelt styret og føler ikke, at han giver afkald på noget af værdi - og slet ikke hvis det medfører husfred!

Han bliver en mus! Men en mus, der stadig tror, at han er en mand!

Vi ved, at kvinderne - især de stærke, men også i stigende omfang de "ikke-stærke" føler, at deres mænd er mus... En svagpisser der ikke byder dem nogen form for modstand, modspil eller sågar medspil!

Hvad siger du? Hvad er din holdning til ovenstående - og hvorfor tror du, at udviklingen har taget den drejning og at det er som det - åbenbart - er?