Kald mig bare en fårking spejderdreng!

Kan man virkelig hjælpe et andet menneske uden at få noget tilbage? Hvor blev ridderligheden af? Hvad er næstekærlighed? Hvem kommer først (frem)? Er resten af verden da ikke bare et pak af imbecile tossehoveder - and why should I care? Hmm... hvad mon jeg finder i min navle i dag?


Kald mig bare en fårking spejderdreng.... Kald mig blot en urealistisk og naiv romantiker... Kald mig gerne et fjols, der ikke ser verdens ambitiøse rundsaven os frem i samfundet, i øjnene... Kald mig sågar en tosse...

Men gladest bliver jeg, hvis du kalder mig en nar, der ikke skal blande sig i dit liv, gøren og laden... For det vil betyde, at jeg har "ramt" dig - bare en lille smule...


Jeg er forholdsvist strengt opdraget, men i opdragelsen lå også både kærlighed og et dybt budskab om såvel en vis portion takt og tone samt næstekærlighed og respekt for sine medmennesker. Når de andre drenge begyndte at sparke til deres første stykke sammensyede skind med luft, trådte jeg således danseskoene på de voksede gulve - med vandkæmmet hår og pomade. Først mange år senere fik også jeg lyst til at sparke. 


At jeg så valgte, at blive "mønsterbryder" og selv vende/agere radikalt i forhold til mine forældre, betyder ikke at jeg smed mange af de ting som jeg fandt "sunde" over nærmeste skulder - men integrerede dem i stedet som en naturlig og selvfølgelig del af min personlighed.

Og hvor vil jeg så hen med dette indlæg?
- Flere steder - men ikke uden yderligere forudgående forklaring på mit opråb.


Jeg er hverken religiøs eller på anden vis troende. Dog tror jeg på mig selv og på det gode i andre mennesker. Men ordet næstekærlighed står alligevel som et buzz-word for min indre skærm - sammen med respekt for hinanden. Og uanset hvilken trosretning eller mangel på samme som du måtte have tilhørsforhold til tror jeg, at der findes et eller flere "bud" der er synonymt med næstekærlighed. Jeg tænker på det hensyn vi udviser hinanden i det daglige samt den hjælpsomhed vi i samme åndedrag praktiserer.


Og det er netop hovedet på sømmet i mit opråb. Vi er (blevet?) så egoistiske, navlepillende, navlebeskuende, jeg-er-mig-selv-nærmest-og-vil-for-enhver-pris-først... Vi er utålelige bag rattet på en bil, i trafikken generelt, når vi går på gaden, når vi entrer en bygning eller forlader samme, når vi stilles i en situation, hvor et andet menneske godt kunne bruge en hjælpende hånd... Og mange flere situationer. Eksempler? Dem har jeg masser af, så lad mig give et par stykker..

• Er klar over at vi kan have travlt, men har vi ALLE lige travlt hver morgen? Det virker sådan... Den eneste vej der er farbar på motorvejen er efterhånden i det inderste spor, for alle vil overhale og "først"... For hvad? For at nå destinationen 2-4 minutter før? - For det er det der reelt er tale om... Hvorfor ikke køre 5 minutter før så? Fordi det mere er "mig" som begreb, der er vigtigst? Og de andre må bare vige, fordi jeg ikke kan finde ud af at planlægge min tid bedre - og dermed have overskuddet til at lade et par medbilister få forkørselsret og måske have udvist venlighed og hjælpsomhed?
• I metroen oplever jeg hver dag, at mine medmennesker blot maser og aser for at komme "først" - imens en mor med hendes barnevogn/klapvogn pænt må vente og vige for disse enormt vigtige individualistiske individer.. Eller den ældre person der er svær til bens og har stok eller rollator... For tænk engang, hvis der ikke var plads til mig - hele verdens centrum... (ufatteligt så mange "centrummer" denne verden iøvrigt indeholder) Og der er jo 3 minutter til det næste metro-tog kommer - så jeg skal med det her, uanset hvad..
• Og selvsamme mor eller ældre person skubbes ofte også i baggrunden, når vi skal have vores retmæssige plads i bussen. OG kun ganske få tilbyder hjælp til moren med klapvognen, indtil en barmhjertig sjæl overgver sig - ofte ikke af lyst (man kan tyde meget ud af kropssprog) - men fordi det da ellers ville være så ganske forskrækkeligt, hvis bussen blev et minut forsinket. Det er jo et minut, der går fra vores timeregnskab...
• Og hvor ofte oplever jeg ikke i løbet af en ganske almindelig uge, at træde ind i fx Magasin eller Illums - eller en hvilken som helst anden bygning, der endnu har manuelle døre - at nok holdt en person foran mig måske døren, men jeg behøver da ikke udvise samme venlighed overfor den der kommer efter mig.. Småkage!!! Og Wupti.. Der røg næseroden så på en lille dreng - eller førnævnte klapvogn baldrede ind i døren.. Selvfølgelig uden, at vi så meget som ænsede resultatet af vores udprægede mangel på hjælpsomhed og respekt!

Jeg kunne fortsætte med et utal af historier fra den virkelige verden - råt for usødet, men jeg tror (håber) måske en overvejende del af læserne af dette indlæg, har forstået....

Og hvad så?
Var det så det? Nu har ham der, den simple håndværker hældt sin galde ud og vi stod tilfældigvis som modtagere... Er det så det? Farvel og tak fordi du fik luft og velbekomme til mig der modtog din galde?


Nej... Jeg vil gerne gøre en forskel. Eller prøve på det.. Og foruden at lukke medtrafikanter ind i trafikken, holde tilbage for fodgængere ved fodgængerovergange - og gerne spærre to vognbaner hvis det er to vognbaner der er, springe til og hjælpe moren op - gerne foran de øvrige passagerere - i bussen og tilbyde mit sæde til den ældre osv, har jeg nu fundet en forholdsvis enkelt metode: Hver gang jeg har muligheden, stiller jeg mig gerne i vejen for dem, der gerne vil skære ind foran moren og hendes klapvogn eller den ældre svagt gående.. Og jeg gør det demonstrativt! Ligesom jeg gerne forklarer kontant - med et smil på læben - hvorfor jeg fandt det nødvendigt, overfor såvel et ungt som et voksent menneske.. At jeg en dag får en på låget er nok utvivlsomt, men så kan jeg glæde mig over, at jeg måske i mellemtiden har fået bare ét medmenneske til at stoppe op og reflektere over dennes fortravlede hverdag og minutregnskab. Og kan jeg blot ændre 1 persons attitude, så har det været det hele værd...


Så oplever du, at en grånende mand pludselig spærrer dig vejen i metroen, ved bussen, i S-toget eller et af de andre toge - så pænt goddag... ;o)


Men i bund og grund er jeg blot en simpel håndværker, der er ved at brække sig over manglen på respekt for vore omgivelser...

Never gonna leave your side

I feel like a song without the words

A man without a soul

A bird without its wings

A heart without a home

I feel like a knight without a sword

The sky without the sun

Cause you are the one

I feel like a ship beneath the wawes

A child that lost its way

A door without a key

A face without a name

I feel like a breath without the air

And every day's the same

Since you've gone away

I gotta have a reason to wake up in the morning

You used to be the one that put a smile on my face

There are no words thay could describe how I miss you

And I miss you every day

And I'm never gonna leave your side

And I'm never gonna leave your side again

Still holding on girl

I won't let you go

Cause when I'm laying in your arms

I know I'm home

They tell me that a man can loose his mind

Living in the pain

They call in times gone by

The crying in the rain

You know I've wasted half the time

And I'm on my knees again

Till you come to me

I gotta have a reason to wake up in the morning

You used to be the one that put a smile on my face

There are no words thay could describe how I miss you

And I miss you every day

And I'm never gonna leave your side

And I'm never gonna leave your side again

Still holding on girl

I won't let you go

I lean my head against your heart

I know I'm home

And I'm never gonna leave your side

And I'm never gonna leave your side again

Still holding on girl

I won't let you go

Cause when I'm laying in your arms

I know I'm home

 

 

 

Hvor gammel er du?

Alder er for mig et noget diffust begreb... En række ligegyldige tal, hvis eneste formål er, at identificere dig i vort offentlige system og give information om, hvor mange dage du har åndet luften her på jorden..

Alligevel er hele vort system bygget op om vort CPR-nummer. Vi skal identificere os med dette. Vi bliver målt og vejet via dette. Nogle steder begrænser det os i vores bevægelsesfrihed og andre gange åbner vores alder døre - som er lukket for andre.... Når vi søger partner bruges alderen som en af de første "målepunkter" for de fleste. Og tidligere i vort liv, åbnede alderen trinvis for nye muligheder: Legal sex efter 15... Knallert efter 16... Stemmeret og retten til at erhverve kørekort efter 18..  Og det er alt sammen fint nok.. uden regler - anarki!

Men hvad er alder? Og hvor gammel er du? Hvad siger din fødselsattest?
- men hvor gammel føler du dig? Hvor gammel ser du ud? Har du passet på dig selv og din krop? Eller er dit udseende og din krop hærget? Er du kvinde og har du født - hvad så med bryster, hud mv - hvor gammel føler du dig? Er du mand og har fået et stillesiddende job og godt med fede forretningsfrokoster - er der begyndt at danne sig en bilring omkring livet - hvor gammel føler du dig? Hvor gammel er du mentalt og humørmæssigt? Er du blevet "kedelig og sat"? Eller er du stadig frisk, aktiv og nysgerrig på livet? Og jeg kunne blive ved...

Find lige lommeregneren frem, og udregn din alder ift de forskelllige udsagn og sammenhold den med din faktiske alder.. Hvor gammel er du så egentlig?

Jeg har oplevet, at blive både overrasket og chokeret når jeg har haft fx en 38-årig foran mig, der opførte sig - og så ud - som en på 48.. Eller en 25-årig der opførte sig som en på 35.. Og det modsatte - at have en 48-årig der opførte sig - og så ud - som en 38-årig foran mig etc...

Men hvem definerer hvordan en 25-årig, en 35-årig eller en 45-årig skal opføre sig og se ud som? Og hvad er normen? Er der nogen der kan fortælle mig det? Hvad er forventningen til hvordan jeg som 41-årig skal opføre mig, klæde mig og i det hele taget se ud, for ikke at falde uden for gennemsnittet? For hvad er gennemsnittet? Og kunne jeg ikke ligeså godt være 37 eller 44 år?

Og selvom vi er nød til, at have nogle generelle regelsæt, så kan der hurtigt sås tvivl om hvorvidt flere 13-14 årige nogle gange opfører sig mere modent end deres ditto "jævnaldrende" på 16-17, når det kommer til fx sex og ansvarlig opførsel på to hjul - selvom de bryder reglerne (loven) modsat deres ældre "jævnaldrende". Og den 16-årige videbegærlige med lyst og mod på livet, der ved mere om - og gerne vil være med til at præge den politiske dagsorden - hvor krydset skal sættes på stemmesedlen end den 21-årige, der lever "livet i overhalingsbanen", er ligeglad og lukker øjnene når krydset skal sættes. Eller.... Eller...

Alder er for mig et diffust begreb!

Og det bare på grund af et tal....

Hjertet har sine egne grunde, som forstanden intet kender til....

Hvorfor? Hvorfor denne ulidelige smerte - blandet med stor, stor lykke så dyb, som gør mig afsindig glad i låget?

Hvorfor har mennesket en natur, der i visse tilfælde fordrer dem, at springe over hvor gærdet er lavest og vælge den nemmeste løsning... Dén, der ligger ligefor... Den, der ligger lige til højrebenet og kan sparkes direkte i et tomt ubevogtet mål?

Og hvorfor - når det bliver mere dybsindigt, og bevæger og rører os på et langt mere omfangsrigt emotionelt plan - vælger vi ofte den største omvej... Den absolut sværeste løsning.. Dén løsning der fordrer så megen usikkerhed og tvivl, at det skærer dybt i hjertet - som en skarp nyslebet kokkekniv med største lethed skærer i smør... Dén løsning som ligger til det helt forkerte ben og skal sparkes udenom en forsvarsmur på størrelse med den kinesiske ditto - mod et godt bevogtet mål, der forsvares med en ildhu og en opmærksomhed kun en forælder kan vise sit barn... Eller.... som kun en presset prins kan forsvare sin højt elskede prinsesse, som en rival ønsker at bortføre fra slottets tårn...? 

Højt at flyve og dybt at falde... Det er en naturlov, at det der "smides op" nødvendigvis må komme ned igen - med mindre det sendes i kredsløb om jorden.... Kan et hjerte sendes i kredsløb? Kan ejermanden sendes med som et beskyttende hylster, der brødfødes og livgives af hjertets til tider sagte pumpen - og til tider heftige dansen i kroppen, i et forsøg på at bryde ud af brystkassen og leve sit eget liv? 

Så send mig i kredsløb, for jeg vil ikke ned igen.... Houston we have a problem! 

Mand eller mus?

For et stykke tid siden havde jeg en snak med en meget beundringsværdig kvinde, der har måttet gå så grueligt meget igennem... Og hun spurgte mig på et tidspunkt i "samtalen", hvorfor der er så mange "svagpissere" derude - mænd der ikke er i stand til at håndtere en stærk kvinde...


Nu skal dette indlæg ikke handle om ligestilling... Dét emne har jeg allerede tænkt mig at grave mig ned i, i et særskilt indlæg da det rummer rigtig mange vinkler og aspekter, som hurtigt vil blive endnu mere omfattende end dette indlæg... Men planen er at vende, vægte og veje de forskellige elementer, der er relateret til "ligestilling anno 2010" i det kommende indlæg om kort tid.

Men da indlægget om "Mand eller Mus?" er berørt at ligestillingens styrker og svagheder, kan jeg ikke undgå at komme til at berøre det perifært.. Har du dog lyst til, at kommentere på indlægget - så prøv at holde dig til emnet og lad "ligestillingsproblematikken" ligge - som et særskilt emne jeg meget gerne vil berøre snart - og ingen tvivl om, at det nok skal skabe ravage i gaden - hvis der er nogen der gider læse det....

Nu skal jeg nok får nogle tæv, meeeen.....! Meeeeen.... Indledningsvist vil jeg sige, at jeg grundlæggende går 100% ind for ligestilling.. Men "emnet" favner vidt og indeholder så forbandet mange tvetydigheder - set fra såvel kvindens som mandens side... For hvad er 100% ligestilling egentlig for en størrelse? Vi taler om bl.a. forældremyndighed mv, værnepligt, ligeløn, virksomhedsledelse, barsel og meget meget mere.. Alt dét har jeg - selvfølgelig en mening om ;o) - men lad nu det ligge.. Der er nemlig også issuet om stærke kvinder...

Til trods for min holdning og opbakning til ligestilling, så hylder jeg nemlig stadig "den lille forskel", for uanset hvor hykleriske vi end er og forestiller os, at kvinder og mænd nogen sinde kan være ens, så er jeg lodret uenig i dette.. Og jeg mener heller ikke det er noget vi skal (op)-søge...

Og hvorfor så ikke det?

Jo, fordi vi er forskellige... Det har vi alle dage været og det vil vi - forhåbentlig - alle dage være.. Det ligger sågar i vores ur-instinkter.. Jægeren og samleren... Kvinder skal være kvinder.. Mænd skal være mænd... Jeg tror der er en direkte parallel mellem antallet af skilsmisser og brudte forhold, fordi "hver side" (frivilligt eller ufrivilligt) møver sig ind på "den andens domæne"... Og det skal skabe forvirring.. Det kan ikke være anderledes... For nok må/skal manden gerne have en blød og en hård side, men det er de færreste kvinder som finder ham særligt mandig, hvis han sidder med nål og tråd, og stopper strømper.... Ligesom det ville være svært vanskeligt at finde dén kvinde feminim, hvis det er hende der griber boldtræet om natten fordi det pusler ude i garagen, mens manden kryber sammen i hjørnet med ungerne.. Metaforisk hårdt er det trukket op - men jeg tror det er tilpas for at forstå min pointe.. Jeg hylder den lille forskel.. At vi kan supplere hinanden stedet for at skulle kunne det hele sideløbende... For hvor er så ying og yang - det maskuline versus det feminine?

Nu stemples jeg sikkert som mandschauvanist, men dem der kender mig vil beskrive mig som det stik modsatte... Jeg respekterer kvinden og alle hendes instinktive færdigheder, der så langt overgår mine på rigtig mange områder - og jeg bliver glad, når jeg bekræftes i, at hun også respekterer mine ditto..

Og jeg kan godt håndtere og tiltrækkes af en stærk kvinde og leve sammen med hende - uden de problemer, der ofte opstår... Men jeg tror, at en del mænd føler sig truet på netop deres maskulinitet og hurtigt kan komme til, at føle sig underlegne når deres indtægt fx overgås af kvindens (jægeren, der ikke bringer bytte hjem til arnen, mens han ser kvinden har overtaget dette område i familien/gruppen)... På samme vis, er der en masse andre områder, hvor manden kan føle sig truet (ofte helt ubevidst) på sin maskulinitet og dermed sin identitet...

Og det er hér kommunikation og respekt for hinanden - og for det maskuline kontra det feminine bør dyrkes... Hvis hun ellers "vil" ham og forholdet, bør hun give plads til - og dyrke - kompensationer ift hvor han nu er "underlegen"...

Dvs, at andre maskuline områder kan dyrkes og opmuntres og "forstærkes" ... på samme vis den modsatte vej, for hånden på hjertet kvinde: I finder det ikke ret længe interessant, at hans maskulinitet drukner og bliver mere og mere ikke-tilstedeværende i jeres forhold, vel?

Så bliver det kedeligt... Og der er ikke modspil/"modstand" nok... Så for at "markere" den lille forskel skal I som kvinder også dyrkes mere - på det feminine område.. I skal tiere have blomster og tages med ud at spise og m.m.. Det lyder som det rene svir, men han skal gøre det og tage initiativ til det.. Så optoner han kvinden/jeres feminine side... Og i bidrager begge til at ære og puste "den lille forskel "op..

Men jeg kan godt forstå, at nogle mænd "ryger i svinget"... For debatten i - og samfundets "udvikling/afvikling" iøvrigt - er blot med til at forstærke billedet... Og jeg tror, at dét billede bliver så stort og altoverskyggende, at de ikke evner at komme ud over det, men bliver handlingslammede... Og det er en stor skam...

Som kvinden så rigtigt udtalte:
"At være psykisk stærk er jo ikke ens betydende med at man aldrig vil være svag, at man aldrig vil bæres på hænder, at man aldrig vil overraskes af en stærk MAND og bare ha lov at være den lille svage pige der bliver båret igennem livet.

Men det kræver en særlig forståelse fra manden at kunne fatte og gribe den bold!! Og det er der sgu ikke mange mænd der KAN!! De fleste vil enten være "overdominante og styrende" ..og dermed forsøge at stjæle styrken for at gøre mig svag, og vi skal kæmpe om alt og intet konstant .. og hvem gider det i det lange løb??

Eller også bliver de til mus .. og dermed uinteressante ..

Jeg SKAL ha modspil. Men jeg SKAL også ha ros, komplimenter, overraskelser og frihed til at dyrke min egoistiske styrke .. til gengæld får den udvalgte de samme vilkår som jeg ;-)"


Overdominante og styrende... Hmm.. Nogle gange bliver jeg en lille bitte smule flov over, at være mit køn bevidst... Vi er som mænd nu er, men vi er sgu skråt snævertsynede gang på gang... Forklaring: Mænd er meget rationelt styrede.. Der er sort... og der er hvidt... Og manden er jo i ligeså høj grad påvirket af det konstante mediepres der findes i hverdagen... Lidt ligesom unge piger, der tror, at de skal identificere sig fuldstændig blindt i idealer, der er medieskabt og massivt presset ned over hovedet på dem... Manden er på mange måder samtidig en lille dreng.. Han hører konstant, at så skal han det ene øjeblik være blød, så skal han det næste være hård, så skal han deltage mere aktivt i hjemmets sysler, så skal han stadig være den der klarer de typiske mandeting, og så skal han dit og så skal han dat... Alt sammen for at imødekomme kvinden... Og til forskel fra kvinder, så er vi meget tillukkede omkring de tanker vi går med, der omhandler disse problematikker... Og det er ikke normalt ,at vi vender dem med vores mandlige omgangskreds - i al fald ikke i et omfang der batter... For det er jo et svaghedstegn, hvis vi ikke mener vi kan overskue/gennemskue problematikken selv... Og resultatet bliver, at til sidst drukner manden ofte i det.. kan ikke finde ind i sin rolle - og i stedet for at skære igennem, sygner han hen... Han bliver behagesyg... En pleaser...

Men hvorfor?
Fordi det for manden er nemmere, at træffe en beslutning ud fra et rationelt synspunkt... Hvis han ikke kan finde ind i sin rolle, og har svært ved at finde løbemønstre mv, så er hans umiddelbare løsningsmodel - på et ubevidst plan - at "jeg gør det jeg kan finde ud af, og så er det sikkert ok godt..." For det er jo ikke, at gøre ingenting.. Og så må hun sige til, hvis hun ikke finder det godt nok... Men det er ikke sikkert, at kvinden vælger, at ytre sin mening.. Og så har vi balladen! Jeg har personligt selv været der tidligere i mit liv, og havner der ikke igen!

Men hvorfor gør mænd de ting? Hvorfor behager de kvinden i en sådan grad, at de ubevidst giver kvinden kvalme og afstandstagen ift mandens (manglende) maskulinitet? Fordi han ikke ved bedre, og synes han gør sit bedste! Og de små ting, som han er nød til at gradbøje, er ikke som de fleste kvinder tror: Et stort indgreb i hans integritet! Han er nemlig stadig rationelt styret og føler ikke, at han giver afkald på noget af værdi - og slet ikke hvis det medfører husfred!

Han bliver en mus! Men en mus, der stadig tror, at han er en mand!

Vi ved, at kvinderne - især de stærke, men også i stigende omfang de "ikke-stærke" føler, at deres mænd er mus... En svagpisser der ikke byder dem nogen form for modstand, modspil eller sågar medspil!

Hvad siger du? Hvad er din holdning til ovenstående - og hvorfor tror du, at udviklingen har taget den drejning og at det er som det - åbenbart - er?